Aenean ornare velit lacus, ac varius enim lorem ullamcorper dolore aliquam.
Hvordan ser økonomien ud? Det spørgsmål har vi selv fået mange gange, og I vil formentlig også blive spurgt om det undervejs i forberedelserne. Generelt er det sådan, at jo flere køretøjer, jo billigere bliver det pr. køretøj. For de penge kan I lave alle de simuleringer I vil hver eneste dag, og hele tiden have adgang til den nyeste version af værktøjet. Nedenfor har vi samlet et par tips til hvordan I kan fremstille økonomien samt et par råd til hvordan I kan sagsfremstille implementeringen af FleetOptimiser, baseret på hvad projektets 14 myndigheder har gjort.
Vi har lavet en simpel skabelon til en business case, som I kan bruge i jeres videre arbejde. Den indeholder udgifterne til drift af et flådestyringssystem samt FleetOptimiser, holdt op imod hvad en bil ca. koster pr. år i faste og driftsomkostninger og regner selv ud hvor mange biler I skal udfase for at få break-even på omkostningerne til et flådestyringssystem og FleetOptimiser. Og der er faktisk flere gevinster både ved et flådestyringssystem alene og FleetOptimiser end der opgjort i skabelonen.
Find skabelonen på FleetOptimiser.aarhus.dk
Lav en tydelig rammesætning omkring projektet når I går i gang. Hvad vil I gerne opnå med implementeringen af FleetOptimiser? Hvilken historie er det I gerne vil fortælle om projektet og ambitionerne bag, både på den korte og den lange bane? Projektets 14 myndigheder har i deres fortællinger om FleetOptimiser primært fokuseret på projektets potentiale i forhold til følgende dagsordener:
• Klima og bæredygtighed - intelligent grøn omstilling af køretøjsflåden • Digital transformation og nye teknologier, herunder kunstig intelligens (i den grønne omstilling) • Økonomi og råderum, herunder også deleøkonomi
Måske det også giver mening for jer at koble til en eller flere af ovenstående dagsordener? I materialepakken, som vi tilbyder som en del af onboardingforløbet, kan I finde lidt inspiration til hvordan FleetOptimiser kan sagsfremstilles. Og apropos historiefortælling og identitet: Vi griner af og til lidt af FleetOptimisers logo, den blåsorte bil, som blev til uden de helt store overvejelser om hvilken historie vi gerne ville fortælle med logoet og dermed FleetOptimiser. Og nu synes vi egentlig at den er lidt kikset… Pointen er: Bordet kan lynhurtigt fange! For er det ikke rigtigt at den er lidt kikset den bil? Men der er efterhånden også en del der kender og associerer den med FleetOptimiser, så den er også svær at ændre på nu. På samme måde kan det også være svært at slippe ud af det igen, hvis man lægger ud med den “forkerte” historie og rammesætning.
Ovenfor præsenterede vi de tre strategiske dagsordener der umiddelbart er nærliggende at koble til, enten blot en af dem eller dem alle. Vi vil dog klart anbefale at bruge klima og bæredygtighedsdagsordenen som afsæt for implementering af FleetOptimiser. Det budskab er der langt flere der køber ind på end at det handler om besparelser. Det kan dog godt ligge som en bagvedliggende ambition, f.eks. i form af at I gerne vil lave den grønne omstilling så økonomisk fornuftig som muligt. Det kunne være at I gerne vil optimere, samtidig med at I laver den grønne omstilling, ved at udfase eventuelt identificeret overkapacitet eller lignende.
Da Esbjerg Kommune gik i gang med FleetOptimiser var de meget klare omkring at værktøjet skulle understøtte dialog. Den pointe er der flere af os der sidenhen har taget til os. Mange digitaliseringsprojekter handler typisk om effektivisering og administrative besparelser, og der er ingen tvivl om at FleetOptimiser også falder ned i den kategori. Men vi oplever en bedre respons når vi italesætter FleetOptimiser som dialogværktøj. Og langt de fleste er faktisk glade for det, som værktøjet bidrager med i dialogen om hvilke muligheder der kunne være for at nedbringe CO2-udledningen og lave den smarteste omstilling af køretøjerne til grønnere alternativer.